Vores vejtrækning er en vigtig del af vores velvære og sundhed. Den forbinder os med os selv, vores kropsbevidsthed – man kan endda også sige, vores højere selv. Åndedrættet ilter hele kropssystem og selve bevægelsen af den masserer organer, muskler og væv, og er vigtig for vores kredsløb og dermed hele vores energisystem.
Vejrtrækning forandrer sig løbende i løbet af en dag eller en uge, som en respons på stort set alt i dit daglige liv.
Ikke kun som respons på de helt oplagte faktorer som fysisk anstrengelse men også i forhold til følelser og situationer, som foregår omkring dig og påvirker dig.
Det forandrer sig når du gisper af overraskelse, holder vejret i forventning, trækker vejret mere overfladisk når du er ængstelig eller nervøs, når du trækker vejret mere i dybden, når du er afslappet og føler dig fri.
Alle disse dagligdags påvirkninger påvirker vores vejrtrækning og resten af vores kropssystem. Når du er under konstant pres eller stress kan din vejrtrækning blive meget overfladiske eller hurtig, hvilket kan blive til en vane hvis man ikke er opmærksom på at bryde den. Et alvorligt traume kan efterlade systemet i et tilbageholdt åndedræt, ligesom man også kan holde vejret når man bliver forskrækket. Det kan endog stamme helt tilbage fra en traumatisk fødsel.
Optimalt skal indåndingen føles som en bevægelse ned i bækkenet, samt en følelse af at vi aktiverer mellemgulvet, som bevæger sig let ned og masserer de underliggende organer, som hører til fordøjelsessystemet. Hele vores kropsystem bliver iltet og næret, herunder hjernen.
Den gode udånding er lige så vigtig som indåndingen. Her slipper vi og kroppen trækker sig sammen. Vi ånder kuldioxid og affaldsstoffer ud og har muligheden for at slippe spændinger og synke lidt dybere ind i en generel afspænding. Mellemgulvet vil her bule let opad og presse på lunger og hjerte, som en vigtig del af det optimale kredsløb.
Den overfladiske vejrtrækning, hvor vi kun kan mærke indåndingen oppe i brystet, medfører et mindre iltindtag, det vil sige mindre ilt til lunger, hjerne, organer og alt væv. Ved udåndingen vil der ofte være en tilbageholdthed, i en spænding, man får ikke afgivet alle affaldsstofferne, og efterlader også her lunger og mellemgulv i en spænding. Endvidere tillader en begrænset udånding heller ikke en efterfølgende dyb indånding.
En overfladisk vejrtrækning vil derfor skabe en kædereaktion af opspændinger. Efterhånden vil både muskler, mellemgulv og brystkasse stivne og det kan blive sværere at trække vejret dybt uden at føle det anstrengende.
Ved den overfladiske vejrtrækning over-aktiverer vi også de små hjælpemuskler omkring hals og nakke og løfter skuldrene mere når vi trækker vejret. Musklerne i området bliver overbelastet og vi får derfor en del spændinger i skuldre nakke, hals, ansigt, kæber og kranie/hjerne. Disse spændinger påvirker også nerve og blodforsyning i skuldre og ned i armene – ja sågar ned i organerne.
