Jeg vågner "døsigt" op, og opdager at jeg ligger på jorden. Der er helt stille...
Hvorfor ligger jeg her? Hvad er der sket?
Når jeg åbner mine øjne, kigger jeg lige ind i en busk fyldt med spidse grene - så opdager jeg at der stikker en gren direkte ind i min kind, under mit ene øje. Tænk at jeg kan være så heldig, at den ikke har ramt direkte ind i øjet!
Det er underligt at der ikke er nogen smerte...?
Min opmærksomhed skærpedes pludseligt af at min ældste søn Benjamin (på 6 år) kalder på mig, med gråd i stemmen: - "Mor! ... Alexander er så tung, og JEG kan IKKE flytte ham!!"
Jeg prøver straks at rejse mig op, men mine ben vil ikke lystre, jeg kan faktisk IKKE bevæge dem!
Adrenalinen bruser for fuld hammer i mine blodårer, og mit hoved dunker kraftigt. Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere, og jeg samler ALLe mine resourcer til at få overblikket, og huske...
HVAD er der SKET??
Panikken er ved at tage overhånd, men JEG NÆGTER at lade den styre mig!! Mine øjne bliver våde og tårerne triller ned ad mine kinder.
Imens kalder Benjamin igen, nu med panik i stemmen. - "Mor!... Hans øjne er helt hvide!!"
På et splitsekund, ramler hele min verden sammen!